TEST: HVILKEN LINE ER DEN BEDSTE TIL GÅTUREN?

Der findes enormt mange liner på markedet og det kan være en jungle at finde den perfekte line til gåturen.

Skal du vælge en kort fast line, en langline (også kaldet sporline) eller måske en flexline?

Jeg bruger aldrig selv en flexline. Jeg føler simpelthen ikke, jeg har kontrol over hunden. Jeg fraråder også altid at bruge en flexline ved indlæringen af ”gå pænt i line”, da linen ikke gør noget godt for hverken hund eller ejer. Jeg medgiver, at flexlinen for nogen kan være et fint alternativ til at give hunden mere frihed på gåturen. Personligt synes jeg dog, der findes langt bedre alternativer.

Og hvilken line synes jeg så er bedst? Det vil jeg forsøge at besvare i blogindlægget her.

Først og fremmest kommer valget af line an på, hvor du går tur med din hund. Går du i byen, vil en kort fast line være et godt bud. Går du derimod et knap så trafikeret sted, vil en langline være super god.

Jeg har for sjov lavet en lille test med de liner, jeg til daglig bruger til mine hunde. Formålet var at se, hvor mange meter min schæfer Tora tilbagelagde i de forskellige test og samtidig vurdere oplevelsen med de enkelte liner.

Hør mere i videoen herunder.

OBS Hvis videoerne i dette blogindlæg er sorte, er det fordi du har afvist udvalgte cookies. For at kunne afspille videoerne, skal du specifikt give samtykke til ”Brugeroplevelse” under dine præferencer. Se vejledning til at ændre dine præferencer her. 

KORT OM TESTEN

Jeg har i alt lavet fire test. Jeg spændte et GPS-ur fast til Toras sele, som jeg tændte ved turens start og slukkede igen efter 30 minutter. På alle test-gåture går Tora fri i linen, hvilket vil sige, at hun må gå og snuse, hvor hun vil, men selvfølgelig uden at trække i linen. 

    • I test 1 går Tora i en kort fast line
    • I test 2 går Tora i en 5 meter lang line
    • I test 3 går Tora i en 10 meter lang line
    • I test 4 går Tora fri helt uden line

TEST 1: KORT FAST LINE

I den første test undersøger jeg, hvor langt Tora kommer på 30 minutter i en kort line på 2 meter. Hun må gå, hvor hun vil – foran, bagved og ved siden af mig – bare hun ikke trækker i linen. Hun må desuden stoppe op og snuse, alt det hun vil.

Min oplevelse er, at den korte line begrænser Tora en del. Hun kommer nemt ud i træk – eller jeg vil egentlig hellere kalde det ud i et let tryk – simpelthen fordi linen er så kort.

Turen er præget af mange stop og Tora har meget begrænset bevægelsesfrihed. Turen bliver lidt monoton, da Tora ikke har mulighed for at variere mellem gang og løb grundet linens korte længde.

Tora går i alt 1.560 meter i den korte line.

Se med i videoen herunder.

TEST 2: 5 METER LANG LINE

I denne test undersøger jeg, hvor langt Tora kommer på 30 minutter i en line på 5 meter. Hun må gå, hvor hun vil – foran, bagved og ved siden af mig – bare hun ikke trækker i linen. Hun må desuden stoppe op og snuse, alt det hun vil.

Tora har med 5 meter linen meget mere bevægelsesfrihed. Når hun stopper op for at snuse, kan jeg fortsætte med at gå og så kan hun løbe op til mig og fortsætte op til 5 meter foran mig, hvilket giver hende hele 10 meter at løbe på.

Tora kan i denne line variere retning og tempo i langt højere grad sammenlignet med den korte line. Der er altså langt mere variation på turen i forhold til den første test. Det er min oplevelse, at turen er meget mere behagelig for både Tora og jeg, fordi vi begge kan gå mere frit og ikke hele tiden må stoppe op.

Tora går i alt 2.330 meter i 5 meter linen. Hun har dermed øget distancen med hele 49 procent i forhold til den korte line på 2 meter.

Se med i videoen herunder.

TEST 3: 10 METER LANG LINE

I denne test undersøger jeg, hvor langt Tora kommer på 30 minutter i en line på 10 meter. Hun må gå, hvor hun vil – foran, bagved og ved siden af mig – bare hun ikke trækker i linen. Hun må desuden stoppe op og snuse alt det hun vil.

Tora får ikke overraskende masser af plads at bevæge sig på med 10 meter linen. Hun får her op til 20 meter at løbe på, når hun er bag mig og løber op foran mig. Hun løber generelt mere frem og tilbage på denne tur, så det er min klare oplevelse, at hun får rørt sig mere sammenlignet med 5 meter linen.

Tora går i alt 2.620 meter i 10 meter linen. Hun kommer 290 meter længere sammenlignet med 5 meter linen og går knap 60 procent længere i forhold til den helt korte line.

Den største gevinst fra 5 meter linen er dog uden tvivl den enorme frihed, Tora får med denne line. Hun har som schæfer et stort behov for fysisk motion og det kan en line på 10 meter helt klart være med til at opfylde de dage, hvor hun ikke har mulighed for at løbe helt fri.

Det er selvfølgelig ikke alle steder, man kan gå med en 10 meter lang line, så man skal selvfølgelig overveje, hvor det er hensigtsmæssigt.

Se vores tur med 10 meter linen i videoen herunder.

TEST 4: UDEN LINE

I denne test undersøger jeg, hvor langt Tora kommer på 30 minutter, når hun får lov at løbe helt fri. Tora har – ikke overraskende – en kæmpe frihed, når hun får lov til at løbe rundt helt uden line.

Tora tilbagelægger på denne tur i alt 2.750 meter, hvilket er 130 meter længere end i 10 meter linen. Hun går altså ikke voldsomt meget længere i forhold til 10 meter linen, men oplevelsen er alligevel en helt anden.

Friheden er uden tvivl det altoverskyggende på denne tur. Det er tydeligt for mig, at Tora nyder, at hun kan gøre præcist, hvad hun vil. Samtidig er det sjovt at opleve, at hun ikke løber længere væk, end at hun hele tiden har et øje på mig.

Det er selvfølgelig ikke alle steder, vores hunde kan løbe helt fri, men jeg vil klart anbefale at prøve det. Vælg et hensigtsmæssigt sted, hvor du er tryg og kan kalde din hund til dig.

Se hvordan vores tur gik i videoen herunder.

KONKLUSION

Jeg har for sjov lavet denne lille test med de liner, jeg til daglig bruger til mine hunde. Formålet var at se, hvor mange meter Tora tilbagelagde i de forskellige test og samtidig vurdere oplevelsen med de enkelte liner.

Tora måtte gå, hvor hun ville – foran, bagved og ved siden af mig – bare hun ikke trak i linen. Hun måtte desuden stoppe op og snuse alt det hun ville.

Jeg har herunder opsummeret, hvor mange meter Tora tilbagelagde i de forskellige test:

  • Kort fast line: 1.560 meter
  • 5 meter line: 2.330 meter
  • 10 meter line: 2.620 meter
  • Fri (uden line): 2.750 meter

Testen viser, at der er stor forskel på hvor mange meter, Tora tilbagelægger i de forskellige liner og når hun går helt fri. Da jeg skifter fra den korte faste line til 5 meter linen, øger Tora sin tur med hele 49 procent. Og sammenligner vi turen i den korte line med turen, hvor hun løber helt fri, øger hun her distancen med hele 76 procent. 

Den distance, din hund tilbagelægger er én ting, mens graden af frihed er en anden. Din hund har (ikke overraskende) begrænset bevægelsesfrihed med en kort line. Min konklusion på testen må derfor blive, at det er en rigtig god ide at variere brugen af liner. 

Jeg vil klart anbefale, at du som minimum bruger en 5 meter line på gåturen og har du en gang imellem mulighed for at skifte til 10 meter eller måske endda lade din hund løbe helt fri, vil din hund uden tvivl elske dig for det.

Se med når jeg opsummerer i videoen herunder.

Relaterede indlæg

Indkøbskurv
Scroll to Top