Hunde i træningsuniverset

Mød mine hunde

I mit videounivers viser jeg, hvordan jeg opdrager mine egne hunde med belønningsbaseret træning. Her kan du lære dem lidt bedre at kende.

ENZO

Labrador Retriever (2023)

Enzo er seneste hund i flokken. Han er en dejlig, glad og godmodig dreng, som elsker træning og lange snuseture i skoven. Enzo og Aura er rigtig gode venner og selvom Enzo fysisk er størst, er der ingen tvivl om, at han er ”den bette” og Aura er storesøster.

Jeg har blandt andet optaget alene hjemme træning med Enzo, hvor jeg viser indlæringsprocessen fuldstændig uredigeret.

Enzo er opkaldt efter Enzo Ferrari. Vores søn er nemlig KÆMPE Ferrari-fan. Enzo er dog en vaskeægte gammeldags, tung og kluntet labrador og langt fra en hurtig Formel 1’er, som navnet ellers kunne antyde.

AURA

Bichon Havanais (2018)

Aura er familiens lille hyggeprinsesse, som elsker at nusse i sofaen. Men hun er også en utrolig kvik pige, som elsker at træne og lære nye tricks. Derfor er det også Aura, du vil se på mange af videoerne under tricks og lege

Aura har været med i universet helt fra start og derfor vil du møde hende i mange forskellige videoer. 

Min datter har givet Aura kælenavnet Auri og vi kalder hende også for vores lille “cirkushund”, fordi hun elsker at lære og vise sjove tricks.

TORA

Schæfer (2020-2023)

Tora var en dejlig schæfer-pige, som vi desværre måtte tage afsked med i en alder af kun 3 år. Hun var en drøm at træne med og stod altid klar til at komme ud at arbejde. 

Desværre sker det ubærlige, at hun en dag skambider vores lille søde Aura i halsen. Og bedst som vi tror alt er godt igen, sker det forfærdelige én gang til. Vi tager herefter den tunge beslutning at lade hende aflive. Vi turde simpelthen ikke risikere, at hun ville gøre skade på andre igen. Det gør stadig så ubeskriveligt ondt at tænke på, for hun var jo for os en rigtig dejlig familiehund og derudover min gode ven og kollega. Jeg er hende dybt taknemmelig for de oplevelser og den læring, hun gav os.

Jeg har optaget en masse basistræning med Tora og det er også hende, du møder i videoerne til Den gode gåtur.

Tora var eminent dygtig til gemmeleg. Hun elskede, når jeg gemte hendes røde bold i haven og gav aldrig op, selvom opgaven til tider kunne synes næsten umulig.   

SALLY

Labrador Retriever (2019-2020)

Vores skønne Sally blev desværre kun 13 måneder. Trods sunde forældre og en flot stambog kom hun til at lide af svær albueledsdysplasi på begge forben. Selv med en operation ville prognoserne være dårlige og vi måtte derfor grædende tage afsked med hende alt alt for tidligt…

Vi er taknemmelige for alle de skønne stunder, vi fik sammen med Sally og nyder, at vi og I kan opleve hendes dejlige væsen på en lang række videoer i træningsuniverset, f.eks. med basistræning og hverdagslydighed.

Sally kom fra jagtglade forældre og måske det var derfor, hun var så “vild med fugle.” Det gav i hvert fald anledning til, at vi fik trænet en masse impulskontrol, som I også vil kunne se i træningsuniverset.

MIN MISSION

Min mission er at gøre hundetræning tilgængelig for alle. Det skal være nemt og sjovt at træne sin hund derhjemme og det skal være muligt for hele familien at være med.

Min mission er også at skabe et positivt fællesskab, hvor hundeejere trygt kan søge hjælp og sparring. Jeg vil nemlig gerne bidrage til, at vi støtter og løfter hinanden, også selvom vi er forskellige og har hund på forskellige måder. 

Jeg har allerede inspireret tusinder af danske hundeejere og vil også gerne inspirere dig til at opnå en skøn hverdag med din hund. 

Jeg vil glæde mig til at byde dig velkommen i mit hundeunivers. 

Indkøbskurv
Scroll to Top